Mit Afrikanske Eventyr skrevet af Søren Klinggaard

Indledning

Jeg ved ikke om man kan karakterisere mig som en erfaren jæger, men jeg synes da selv, at jeg efterhånden har oplevet en del på Dianas stier. For ca. 1 års tid siden snakkede jeg med et par af mine jagtkammerater (Rie & Niels) om vi skulle prøve kræfter med det Afrikanske kontinent. Den var de med på.

Efter intens søgning på Internettet og forsøg på at sammenligne tilbud fra de forskellige udbydere faldt valgt på Nadania Safaris i Roskilde. Efter mange, lange og informative snakke med Steen fra Nadania bestilte vi en tur til Sydafrika nærmere betegnet Kvazulu Natal provisen hos Steen.

Det er korrekt, at der skal udfyldes nogle papirer for at kunne rejse ind og ud af sydafrika med våben, men Steen var hurtig til at skaffe de forskellige papirer, der skulle bruges.

Herefter skulle tiden indtil afrejsen (27 marts 2007) bare bruges. Næsten hver weekend blev brugt på skydebanen på efter faste mål og efter bevægelig mål. Jeg kan kun anbefale, at der bliver trænet lidt med riflen inden man tager på sådan en tur. En god træning med riflen kan være alt afgørende i de få sekunder der er til at få afgivet et skud.

Efter en forholdsvis lang flyvetur (dog uden problemer) og en køretur på ca. 500 km ankom vi til farmen (Brakfontein Wildplass). Farmen havde den udformning man kan forestille sig når man læser beretninger fra Afrika. Ikke andre huse så langt øjet rækker og med kæmpemæssige marker. På Brakfontein bliver der primært dyrket majs og der er kvægdrift.

Ved ankomst til logden blev vi modtaget af vores stalkere (Professional hunters), Roy, Amanda og John. Vi faldt lynhurtig i en rigtig god snak, og det blev meget hurtigt klart, at de tre huntere var topprofessionelle og ville gøre alt for, at vi skulle få en oplevelse for livet og lad mig sige det med det samme det fik vi.

Vi havde arrangeret det således, at vi hver især skulle have en hunter – et arrangement som jeg kun kan anbefale, at man anvender, da man på den måde får et helt specielt forhold til hunteren. Jagten bliver ved dette arrangement mere effektiv, men jeg vil stadig mene, at det nære forhold der opstår med den professionelle hunter der er det vigtigste.

Det blev sådan arrangeret, at Rie skulle gå med Roy. Niels fik John som stalker og jeg fik Amanda.

Alle der har været med en stalker på jagt og har haft held i jagten ved, at man får et helt specielt forhold til sin stalker. Det fik jeg også til min, og at det var en flot kvinde med et kæmpe indsigt i dyrelivet og med et syn som en høg, gjorde ikke tingene dårligere. Det kan meget vel være, at den videre tekst bærer præg af min fascination af Amanda, men det må I så bare bære over med.

Dagen efter vores ankomst til Sydafrika skulle vi ud og kontrolskyde riflerne for at sikre, at der ikke var sket noget ved transporten. Allerede på vej ud til indskydningsbanen så vi en masse vildt (spingbuk, vortesvin og mange forskellige fugle), og vi fik allerede her et indblik i den store vildt bestand der er i Sydafrika.

Vi lavede kontrolskydning på 50 ; 100 og 200 meter. Min riffel skulle stilles 4 klik op, men ellers var der ikke noget der tydede på, at der var sket noget med den under transporten – Pyha.

Giraffer på Savanen	Min flotte blesbuck	Udsigt over jagtområde

Næsten umiddelbart efter indskydningen var det af sted på jagt. På vejen ud havde vi den store oplevelse, at komme meget tæt på (20 – 30 meter) fire giraffer.

Vi så ligeledes på vej ud på jagt store flokke af gnuer, springbukke, blesbukke og impalaer. Det var meget store oplevelser for os, og vi kunne slet ikke fatte, at vi var kommet til Afrika.

Formiddagens jagt foregik fra en afrikansk hochsitz, som er en rund stenformation, som man sidder og gemmer sig bagved og venter på at dyrene trækker forbi. Vi havde ikke siddet der i ret lang tid før en flok gnuer kom og stillede sig ca. 75 meter fra hvor vi sad. Da det ikke var gnuer vi var efter kunne vi bare sidde og nyde synet af dem.

Efter endnu ½ time fik vi øje på en lille flok Blesbukke, der langsomt kom trækkende op imod vores gemmested. Så nu var jagten rigtig gang og adrenalinen pumpede allerede godt i årene.

Amanda vurderede dyrene og afgjorde, at der var mindst to jagtbare individer i flokken. Da Blesbukkene var ud på ca. 160 m skød jeg til den, der var udpeget. Jeg skal indrømme, at jeg ikke har øvet meget skydning over trebenet skydestok på den afstand. Bukken gik krumrygget fra skudsteddet, hvilket kunne indikere en waidkugle. Jeg skød to gange mere, hvorefter jeg kunne se at videre skydning var nytteløst. Vi gik op imod skudsteddet, og Amanda fik sammen med sin tracker fundet schweis. Jeg undskyldte selvfølgelig min langtfra optimale skydning til Amanda, men hun tog det igen med oprejst pande, og sagde at jeg bare skulle blive vant til at skyde på dyrene i det høje græs. Græsset var lidt over hoftehøjde.

Amanda fik at vide på sin radio at en nabopost havde nedlagt blesbukken, og jeg blev rigtig glad for at dyret ikke skulle lide mere.

Så kunne mit første Afrikanske stykke vildt tages i betragtning. I sagens natur havde jeg jo ikke nogen som helst mulighed for at vurdere trofæstørrelse, og sådan noget, men jeg var rigtig glad for min blesbuk, og Amanda havde frigivet den som værende en god repræsentant for en blesbuk. Herefter blev vi alle samlet, og der blev gjort klar til fotografering noget som blev gjort meget professionelt, og noget man kunne se var gjort mange gange før.

Herefter var der samling og hjem til brunch. Det var helt uvirkelig for mig – jeg havde kun været på jagt i Afrika et par timer og allerede nedlagt mit første stykke vildt.

Om eftermiddagen var vi igen af sted, og vi valgte igen at sidde i skjul og vente på dyrene.

Vi havde vel siddet der i ca. 1 time, da pludselig trak en større flok springbukke forbi vores skjul. Amanda udpegede hurtigt den største buk i flokken og jeg lod skuddet gå. Springbukken gik ned som ramt af lynet, men da vi kom in på en afstand af ca. 30 meter kunne vi se, at den desværre ikke var helt forendt så jeg måtte skyde igen hvorefter spring bukken hurtig forendte.

En meget flot springbuk og der blev igen taget nogle rigtig flotte billeder, selv om det var ved at blive ret mørkt.

Min første dag på den Afrikanske savanne indebar altså nedlæggelse af to prægtige dyr, og selv om skydningen ikke var optimal, så var jeg alligevel rigtig glad.

Om aftenen var der hygge omkring lejrbålet, og der blev fortalt mange historier denne aften.

Næste dag (29/3-07) startede med gåsejagt, men gæssene (egyptiske gæs) ville ikke rigtig flyve – jeg havde dog tre kasteskud efter gæs uden at der kom noget ud af det – der skal nok øves noget med haglbøssen inden starten på næste jagtsæson.

Udsigt over jagt (i midten af billedet står næsehornet)	Vortesvin, Warthog, Intibane (Dansk, Engelsk, Zulu)	Flok af Eland

På vejen hjem fra gåsejagt fik vi øje på nogle perlehøns, som også var jagtbare. Vi forsøgte, at drive dem som almindelige fasaner, men jeg fik dog ikke nogen skud chance denne gang. Niels fik dog nedlagt to stykker.

Efter brunch var det igen af sted på jagt med riflen. Amanda og jeg havde nu valgt at gå ud i et område og det skulle vise sig at blive rigtig spændende. Mens vi står på en kopje (stenbakke) ser vi en flok impalaer vel en 400 meter væk. Vinden er ikke optimal, men vi fik os sneget rundt om flokken selvom vi skulle passe ikke at støde en flok gnuer samt to Eland tyre som stod på den anden side bakken. Ja det var rigtig jagt.

Vi fik os sneget rundt om flokken og kom ind på ca. 80 meter. I flokken gik tre store impalaer og Amanda fik en udpeget til mig. Jeg synes, at jeg kunne afgive et godt skud, men det blev desværre igen et lunge skud, så jeg blev nødt til at skyde engang til før Impalaen forendte. Det afrikanske vildt er efter min opfattelse meget skudstærkt Jeg blev også klar over, at jeg per refleks hævede mine skud på grund af det forholdsvise høje græs. Jeg er dog glad for, at ingen af prægtige dyr jeg skød fik lov til at lide særlig længe. Min impala var rigtig flot, og jeg tror ikke jeg har set flottere skind på et dyr (den røde sommerbuk inkl.).

Impalaen var skudt lidt uden for alfar vej så der var således lidt slæbearbejde inden impalaen kunne læsses på bilen. Men når man har nedlagt et så smukt dyr betyder det ingen ting.

Så var det igen tid til frokost og jeg blev under frokosten klar over, at jeg allerede nu havde nedlagt tre prægtige dyr, og at oplevelserne slet ikke var gået op for mig. Jeg blev klar over at der allerede havde været og ville komme så mange oplevelser, at jeg slet ikke kunne nå at bearbejde dem – jeg måtte bare ride med på bølgen og så få bearbejdet alle oplevelser bagefter.

Efter en lille pause i den værste middagshede (35 – 40ºC) skulle Amanda, hendes tracker Denis og jeg igen på jagt. Denne eftermiddag havde vi en rigtig god stalk, hvor vi blandt andet skulle snige os uden om en flok blue wilderbeast. Vi var så heldige, at flokken af blue wilderbeast faktisk jagede nogen vortesvin ud af nogle tætte siv. Vortesvinene forsatte udover savannen, og vi troede faktisk en overgang, at vi havde mistet dem. Amanda fik dem dog spottet dem igen. Vortesvinene var næste gemt i det høje græs, og selvom vi var inde på ca. 80 meter af dem var de næste umulige at få øje på. Pludselig gav der sig dog en chance og riflen kom hurtig i anslag, og der blev afgivet et skud Vortesvinet vendte om på en tallerken og fortsatte den stik modsatte vej. Jeg nåede at skyde engang mere – så havde alt træningen på hjortebanen alligevel båret frugt og vortesvinet gik ned. Efter et par minutters pause kunne vi gå hen og kigge på vortesvinet. Jeg har aldrig i mit liv set et så stort et svin inklusiv mine jagter i tyskland. Igen blev der taget nogle flotte billeder, som jeg lever på nu indtil jeg modtager trofæerne.

Som det næsten var tradition var der rigtig hygge omkring lejrbålet den aften og hyggen blev krydret med at Niels og jeg skulle døbes som afrikanske jægere. For ikke at tage den oplevelse fra eventuelle andre jæger på det afrikanske kontinent vil jeg ikke beskrive det nærmere, dog vil jeg nævne, at dåben blev afsluttet med et kys fra Amanda til både mig og Niels, men jeg er ikke sikker på at det er en del af ritualet når det udføres på alle steder.

Næsten morgen startede vi igen ud på bilerne – jeg ved ikke om Amanda kunne mærke, at nu skulle jeg bruge noget tid til at kapere alle indtrykkene, men vi kørte i hvert fald rundt med Rie og Roy det meste af dagen. Denne dag havde Rie det stor held at komme tæt på en blue wilderbeast. Gnuen fik en god hjertekugle og gik ca. 100 meter før den forendte. Det var Ries første stykke afrikanske vildt, så hun var rigtig glad.

Blue Wilderbeast nedlagt af Rie	Jakson Frankolin	Giraffer på savannen

Mens vi er ved at få lastet Gnuen på en traktor (det er et rimeligt stort dyr) kommer jeg næsten tilfældigt til at kigge over mod et enligt træ, som vel står en 300 – 400 meter væk og der står sørme en Duiker og græsser lige så stille og roligt, selvom vi larmer med traktor og snak. Det blev hurtig besluttet, at Amanda og jeg skulle prøve at snige os ind på den. Her fik vi god hjælp af det halv høje græs, og vi kom ind på ca. 100 meter og riflen blev hurtigt lagt tilrette på den trebenede skydestok. Efter at Amanda havde sagt OK lod jeg kuglen gå, og Duikeren forendte i knaldet efter en god hjertekugle. Vi havde således nedlagt to flotte trofæer indenfor en afstand på 500 – 600 meter – ja Afrika er utroligt.

Og for at det ikke skulle være nok, så kunne Rie nedlægge en flot impala på vej hjem, og det var stadig formiddag.

Efter en lille pause i middagsheden tog vi på fuglejagt, og vi var så heldige, at en af naboerne til farmen (han boede kun 20 km derfra) kunne komme med en dejlig weimaraner. Vi kunne nu komme på jagt efter frankoliner, og det var dejligt at se en god og sikker hund arbejde i felten. Denne eftermiddag fik Niels og jeg i fællesskab nedlagt 4 frankoliner, selvom jeg bliver nødt til at sige at de fleste må tilskrives Niels – Det er det der med øvelsen med haglbøssen.

Igen om aftenen var der hygge og Rie kunne nu døbes som Afrikansk jæger. Hendes ritual var måske omfattende som vores, men hun fik ikke noget kys af Amanda.

Nu havde jeg jo oplevet en hel masse og nedlagt alle de dyr som jeg kunne fantasere om hjemmefra. Da vi havde et par dages jagt tilbage, måtte jeg spørge Amanda, hvad hun ville foreslå, at vi prøvede. Efter hendes mening skulle vi nu prøve om vi kunne komme i nærheden af en mountain reedbuck, så det blev aftalt, at vi skulle prøve det allerede fra næste morgen.

Som navnet siger lever mountain reedbucken i bjergrigt landskab så næste morgen startede vi i et meget bjergrigt terræn. Igen skulle vi lige snige os rundt om et par oryxer. Efter vi havde gået i ca. 30 minutter satte vi os for at studere den modsatte bjergside. Det tog ikke lang tid før Amanda og hendes tracker havde spottet en mindre flok mountain reedbuck, hvori der var en god buk.

Nu gjaldt det bare om, at komme over på den anden side uden at støde nogen andre dyr, og det lyder utroligt, men vi nåede faktisk, at blive lidt sur på en blesbuk, som bare stod lige der på vores rute. Vi fik os dog sneget rundt om den, og kom ind på flokken af mountain reedbuck. Vi kom ca. ind på 80 meter, uden at de havde fået mistanke om noget. Riflen kom langsom i anslag på skydestokken – rolig nu. Bukken stod lidt med bringen til, men da jeg synes, at jeg godt kunne sætte et ordentlig skud og jeg havde fået lov, blev der afgivet et skud. Bukken væltede om i knaldet, og de fire hundyr der var tæt på reagerede overhovedet ikke . Efter at vi havde stået og set på dette sceneri et par minutter gik vi frem til bukken. Hundyrene flygtede først, da vi var ca. 40 meter fra dem.

Bukken var ramt skråt forfra, men havde min bedste opfattelse ikke hørt knaldet. Herefter blev trofæet taget i øjesyn. Trofæet er meget interessant, idet mountain reed buk har fremadrettet horn. Amanda sagde at det var en meget stor buk – jeg måtte jo igen indrømme, at min viden om mountain reedbuck er så lille, at jeg ikke kunne vurdere størrelsen, men jeg var da meget glad for at jeg havde nedlagt et godt eksemplar af racen, men hele stalken var også helt fantastisk.

Herefter gjaldt det om at få slæbt bukken ned fra bjerget og få læsset på vognen.

Efter frokost havde vi lige et par timers hvil, hvorefter det var af sted med riflen igen. Jeg havde jo snart for lang tid siden opgivet at kapere alle oplevelserne. Efter anbefaling af Amanda ville vi nu forsøge at få en common reedbuck i tale. Vi gik i et område med tæt siv og pludselig lettede der en common reedbuck ca. 30 meter foran, og men det var en snu herre, så han forsvandt hurtig i sivene igen.

Så denne eftermiddag var den første stalk, hvor jeg ikke nedlagde noget. Ikke for at jeg var utilfreds med det - langt fra. Vi blev enig om at vi nu selektivt ville gå efter denne buk.

Næste dags morgen var den sidste dag på jagt – vi kunne slet ikke forstå, hvor alle dagene var forsvundet hen og slet ikke forstå alle de fantastiske oplevelser vi havde haft. Amanda hendes tracker og jeg ville den sidste dag give bukken vi havde set aftenen i forvejen endnu et forsøg.

Stalken blev planlagt meget nøje således, at der var håb for at bukken ikke ville forsvinde i sivene denne gang. Denne morgen havde vi den oplevelse at stå 15 meter (i god vind) fra tre gnuer uden at de vidste vi var der. Vi brugte lang tid på at stå (pürschen gehen ist pürschen stehen), da Amanda og stalkeren havde set et glimt af bukken inden den forsvandt i det høje græs – jeg havde som sædvanligt ikke set noget.

Vi går langsomt udover savannen og pludselig letter bukken ude på 150 meter men forsvinder hurtigt uden mulighed for skud. Vi går videre ud mod det sted, hvor vi tror at bukken er forsvundet hen. Vi kommer frem til et lille træ og pludselig står der ikke en, men hele tre reedbuck ikke mere end 60 meter væk. Riflen kommer hurtigt i skydestokken og da en af bukken står med bredsiden til skyder jeg.

Herefter bliver der vild forvirring men Amanda beholder heldigvis overblikket, og ser at bukken løber et kort stykke, hvorefter den vælter. Selv et så stort dyr som en common reedbuk kan være svær at finde i næsten skulder højt græs. Pludselig ser jeg dog en bevægelse og vi kan gå frem til bukken, hvor jeg kan aflive den med et skud i hjertet.

Herefter kan den flottet common reedbuck beundres. Mit første skud var et lunge skud, og havde sikkert været dræbende, men jeg er nu glad for at vi fandt den hurtigt og fik den aflivet. Jeg er ikke 100 % sikker på at det var bukken vi havde set et par dage i forvejen, men det nåede jeg ikke tænke så meget over, da der pludselig stod tre af disse prægtige dyre lige foran mig.

Bukken blev slæbt ud i et område med lidt lavere græs således, at der kunne tages nogle flotte billeder med Afrikas dybblå himmel som baggrund.

Så min sidste tur (i hvert fald for denne gang) med Amanda havde jeg også formået at få nedlagt et dyr.

Den sidste eftermiddag blev brugt på jagt på perlehøns og jeg fik da en enkelt denne dag.

Min tur til Afrika var helt fantastisk og som jeg sagde til mine kammerater allerede efter et par dage – har jeg fået bacillen – den Afrikanske bacille, som kræver, at man kommer tilbage.

Jeg har aldrig i mit liv haft så mange oplevelser på så kort tid, og jeg er sikker på, at jeg ikke helt har forstået det endnu.

Til sidst vil jeg gerne takke Steen fra Nadania for et fantastisk arrangement, hvor alting bare lykkedes. Jeg vil endnu engang takke Amanda min fantastiske hunter, der førte mig frem til disse fantastiske oplevelser. Der er i det hele taget så mange folk at takke Roy, John, Thies og Ramalda.

Som det fremgår af ovenstående har jeg ikke skrevet så meget omkring de fantastisk oplevelser som Niels og Rie. Dette skyldes primært, at jeg jo ikke var med i deres oplevelser og derfor dårligt kan beskrive dem, men de havde også en fantastisk tur til Afrika – jeg må af sted igen.